Angst og depression er ikke et ukendt begreb at forholde sig til, hos børn og unge i dagens danmark. Det kan der være mange årsager til. Vi lever i et samfund og i en kultur, hvor det at finde sit eget ståsted kan være rigtig svært.
Både i denne og i tidligere generationer, kan der fortælles historier om mobning, overgreb og voksne der ikke var nærværende. Jeg møder mange i min praksis der tydelig kan huske hvordan det var. Det har printet sig fast og kvittere med et ringe selvværd, der forhindrer dem i at folde sig ud i livet, fordi angsten for ikke at slå til fylder alt, alt for meget.
Det er smertefuldt for barnet/det unge menneske at føle sig udenfor, enten det skyldtes en overbevisning om ikke at være noget værd, eller manglende mod til at være en del af fællesskabet.
Indre overbevisninger har det med at sætte en destruktiv dagsorden i udviklingen af barnet/det unge menneske, hvis denne overbevisning er præget af manglende mod og selvtillid.
Det der optager mig er nærværet i de mellemmenneskelige relationer.
Nærvær, både når det er fysisk, verbal eller non-verbalt, har stor betydning for de fine processer hvor barnet – og senere det unge menneske- lærer at kopiere andres adfærd og gør det til en del af sit eget, – for igen at få det afprøvet og modelleret og gjort til sit eget helt personlige adfærd. Det har betydning for etablering af egne sunde grænser, når det omkring værende samfund/familierelationer, giver mulighed for sparring i et sundt nærvær.
Nærvær skal ikke nødvendigvis blive et helligt mantra ud fra en kringlet psykologisk forståelse. Men hvis vi alligevel linder lidt på “klædet” og skeler til den neuropsykologiske viden, så vil vi forstå at det ikke kun er den kognitive tænkning der udvikler mennesket.
Det er også af stor betydning at de relationer og de omgivelser barnet/det unge menneske er en del af med inddrages. Vi bruger hele paletten af det autonome nervesystem, vores sanser (respondere) sender besked til hjernen, om vi er trygge eller utrygge. Og det siger jo sig selv, når man er tryg tåler man bedre at blive udfordret, når man er utryg trækker man sig fra fællesskabet, gør sig usynlig, flygter eller slås med den nærmeste, der står i vejen.
Ofte møder jeg børn og deres forældre eller et ungt mennesker, som føler sig forkerte og skamfulde fordi de oplever at de ikke slår til i forhold til egne forventninger, eller i forhold til omgivelsernes forventninger. Det generere rigtig dårlig trivsel og sætter en lavine i gang, som blot fodrer den indre “svamp” med en endnu større skam følelse, af at være kikset og uduelig.
Det er de voksnes ansvar at skabe et miljø der rummer forskellighed, præget af tryghed og med mulighed for at den enkelte kan vokse ud fra eget tempo/modenhed og mod. Jeg tror at alt for mange børn og unge skal præstere alt for meget, alt for tidligt, alt for længe og alt for meget alene…
Lad aldrig et barn eller et ungt menneske stå alene. Hvis det viser tegn på dårlig trivsel, så placer i første omgang ansvaret i omgivelserne, skab nye rammer som den enkelte kan finde ro og tryghed ved og vær opmærksom på hvad der kan justeres……
