Ungerne er kørt trætte, de mangler at gasse af i fri leg….
Hjemmet er 40 km2 for småt til at rumme hjemmeskole og ekstra arbejdspladser…
Støjniveauet er højt og der skal tysses på, når der afholdes et vigtigt møde via zoom….
Køreturen til og fra arbejde – hvor der tømmes ud og ligges an til at komme hjem – er afkortet og går lige nøjagtigt fra det ene hjørne af stuen til det andet…..
Afgrænsningen mellem job og fritid bliver overskredet og for nogle bliver den ikke eksisterende…
Der er ingen tvivl om at der stilles store krav og ingen kan holde til at være i det, uden at kunne holde pauser….
Danmark har været der før og nu er det 2. dans med nedlukning. Det har givet mange erfaringer, men har ikke nødvendigvis gjort det nemmere.
Så for at kunne fortsætte med at være “tusindkunstner” skal der være et overskud, det siger jo sig selv. Et overskud kan f.eks have rødder i de omsorgsfulde møder vi har med hinanden.
Den dyrebareste gave vi kan give hinanden er at skabe et kærligt og trygt rum til at få snakket sammen. Det kan f.eks være om behovet for at trække sig lidt og få en pause. Det er ikke et fravalg af fællesskabet og fælles forpligtigelser, men netop en mulighed for at træde ind igen, med depoterne fyldte og i en bedre udgave af sig selv. Det er ikke nødvendigvis det samme man har brug for, men hvis “ønskebrønden” er til fælles brug, så kan det ikke blive mere omsorgsfuldt
Det lyder som en luksus, men det generere til gengæld en følelse af at blive holdt af og holdt om. Og det er afgørende for god trivsel, også i disse Coronatider….
