Børns forståelse af døden udvikles parallelt med deres tankemæssige modning gennem barndommen. Udvikling af dødsbegrebet kan ske i forskellige tempo, men udviklingsgangen er den samme.
Under 5 år
Børn under 5 år oplever ikke døden som permanent.
De oplever døden som genkaldelig og vil i deres udsagn klart give udtryk for dette.
“Kan vi ikke hjælpe mor op af graven igen?”
“Hvem giver lillesøster mad oppe i himlen?”
De forstår ikke at alle livsfunktioner er ophørt og har heller ikke forståelse af døden som universel, som noget der rammer alle.
Børn på dette alderstrin kan have svært ved at forstå abstrakte forestillinger der bruges som forklaring på døden og det vil let kunne opleves som forvirrende. Barnet har set sin mor blive bisat og ved at hun ligger i en kiste i jorden, men får at vide at mor er i himlen og barnet kan eksempelvis spørge;
“Hvorfra går bussen til Jesus?” eller “Hvor er stigen til himlen?”
Børn på dette alderstrin er også utrolig konkrete og det er fordelagtigt at undgå abstrakte forklaringer eller omskrivninger for dødsfaldet ved eksempelvis at sige;
“Mor sover” eller “Mor er ude at rejse”
Børn der har fået beskrevet døden på denne måde kan blive ængstelige når forældrene sover eller hvis nogen skal ud at rejse.
Børn og adskillelse
Børn er i forvejen bange for adskillelse på dette alderstrin og det forværres yderligere ved sådanne euforismer om døden. Selv korte adskillelser kan opleves som permanente tab fordi deres tidsopfattelse ikke er så godt udviklet.
Hvis vi et øjeblik prøver at sætte os i barnets sted, i de følelser der er i situationen kan vi måske få en fornemmelse af hvor mange gange de vil opleve skrækscenariet.
En anden ting der også er meget væsentlig at vide er at børn præges af såkaldt magisk tænkning, hvor de opfatter sig selv som centrum for de fleste ting, og de kan tro at deres tanker, følelser og handlinger kan være årsag til det der sker med dem selv eller andre. Vi kan derfor ikke se bort fra at en sådan tænkning kan gøre at barnet tror at det er dem der har forårsaget dødsfaldet.
Det er derfor vigtigt at vi observere hvordan barnet reagere i tiden efter dødsfaldet. Hvis sorgreaktionen bliver alarmerende er det overordentligt vigtigt at dette tages i betragtning. Det er vanskeligt at nærme sig gode minder og mestre sorgen når sådanne fantasier aktiveres.
Det er også vigtigt at være opmærksom på at barnet ikke selv spontant fortæller om sådanne fantasier, idet de er for ubærlige, det er vigtigt at spørge.
Mellem 5 til 10 år
I alderen 5 til 10 år udvikler børnene gradvis forståelse af at døden er uigenkaldelig og at alle livsfunktioner ophører. Når du er død så er du død. Den døde kan ikke bevæge sig og døden kan ramme alle.
De kan alligevel være meget modvillige til at se døden som en mulighed for dem selv. De er stadig konkrete i deres tankegang og de behøver konkrete udtryk såsom ritualer, se billeder af afdøde, besøge gravsteder mm. Som støtte i deres sorgarbejde.
De er også helt konkrete i deres forståelse af årsagen til dødsfaldet. De kan forstå døden som resultat af ydre hændelser såsom ulykker, sygdom og høj alder.
De tænker også mindre dem selv som midtpunkt og de er bedre i stand til at tage andres perspektiv og derved have større medfølelse med kammerater der mister familiemedlemmer.
Forskning viser at børn langt ned i førskolealderen har evnen til at vise medfølelse.
Efterhånden som børnene bliver ældre forstår de mere af årsag og virkning bag dødsfaldet og de kan være optaget af retfærdigheden i ting der sker.
I tidlig skolealder synes der at ske en ændring i børns villighed til at vise følelser. Specielt drenge kan begynde at undertrykke følelser i takt med den indlæring der sker i relationen til kammeraterne og gennem påvirkning af voksnes holdninger.
Ikke så få voksne vil opleve at børnene lukker sig inde med deres sorg og er meget lidt villige til at snakke om det der er sket.
Fra 10 år
Fra 10 års alderen vil børnenes forestilling om døden blive mere konkret og de bliver i stand til at forstå mere af et dødsfalds langsigtede betydning.
I den alder reflekteres der over skæbnen, det overnaturlige, over det retfærdige/ uretfærdige osv.
De er også optaget af tanker om hvordan livet skal gå videre og konsekvenserne af dødsfaldet.
Kønsforskelle
Der er stor forskel på hvordan drenge/ mænd og piger/ kvinder mestrer sorg på og det skyldes at der findes en række kemiske, hormonelle og funktionelle forskelle i hjernen.
En PET skanning viser at den hvilende kvindelige hjerne er lige så aktiv som en mandlige aktive hjerne, hvilket betyder at den mandlige hjerne lettere bliver overvældet af stimuli end den kvindelige.
Når drenge/ mænds hjerner bliver stillet overfor kriser vil den ofte hurtigt bevæge informationerne til det limbiske system (amygdala) og hjernestammen, mens piger/ kvinder vil bevæge det op til cortex. Dette medfører at piger/ kvinder vil analysere hændelsen og få hjælp fra andre til at snakke om den, mens drenge/ mænd reagere ved at blive aktive, aggressive eller tilbagetrukne.
Kønsforskellen kan derfor indebære forskellen på hvordan piger og drenge mestrer sorgen på;
Piger ønsker:
- At snakke om det der er sket.
- At græde sammen med nogen.
- At trøste hinanden.
- At dele følelser og tanker.
- At blive set og hørt.
- At være noget for hinanden.
Drenge ønsker:
- At få hjælp til at tænke på noget andet.
- At snakke om noget andet.
- At gøre ting sammen.
- At hjælpe med at opmuntre hinanden.
- At lade som om ingenting var hændt.
At opføre sig som sædvanligt
Tabet følger barnet resten af livet, og det er vigtigt at være opmærksom på at barnets opfattelse af tabet ændres i takt med øgede alder og modning. De vender tilbage til det der er hændt og er afhængige af at voksne stadig støtter dem.
